| |
Det er et fromt ønske at der skal være færre biler i Københavns indre by. Man glemmer bare at grunden til at der er så mange biler inde i byen er at folk har et ærinde derinde. De fleste fordi de arbejder i byen og ellers fordi man har lagt så mange kulturtilbud i hjertet af København.
Hvis man gerne vil have færre biler i byen er det en helt anden opgave byplanlægerne har foran sig: Man skal flytte arbejdspladser og kulturtilbud ud fra den indre by og ud i periferien, så der er en anden balance mellem arbejdspladser, kulturtilbud og indbyggere i byen.
For 50 år siden erkendte man at jernbanerne havde tabt til personbiler og lastvogne og de små baner lukkede en efter en. Alligevel har mange politikere det mantra at den kollektive trafik skal styrkes. Enten kan de ikke eller også vil de ikke erkende at busser og S-tog aldrig kan opnå den hurtighed og smidighed som folks private biler kan præstere. Om det så blev gratis at køre med bussen i København ville kun et fåtal lade bilen blive stående hjemme i garagen – folk vil ikke spilde tiden med at sidde og rumle i en bus.
Og ikke nok med det: Bor man indenfor ringen og skal på biltur uden for ringen – så skal man betale for at komme hjem igen!
”De Kloge Hoveder” henviser til den ”succes” som betalingsringene rundt om London, Oslo og Stockholm er. Enten kan de ikke eller også vil de ikke acceptere at den nedgang i biltrafikken som kom med indførelsen af betalingsringene lige siden har været stødt aftagende fordi den kollektive trafik er for usmidig. På den måde har borgerne haft valgt mellem at undvære kvalitetstid sammen med deres kære eller betale ved kasse 1!
Betalingsringen i København vil med garanti opleve den samme skæbne.
På den måde er der blot tale om en ny skat på arbejde og biler.
Ikke på vilkår!
Skatterne på arbejde og biler – især registreringsafgiften – er i forvejen for høje. Registreringsafgiften skal afskaffes og indkomstskatten skal sættes ned til allerhøjest 40%!
Derfor er jeg din folketingskandidat for Liberal Alliance i Københavns Omegns Storkreds
- Fordi det gør en forskel hvordan du sætter dit kryds.
|
|