| |
Danmark har verdens højeste skattetryk, men borgerne får ikke ret meget for pengene. Skoler og daginstitutioner kører på pumperne.
Sundhedsvæsenet skranter. Og man kan ikke altid regne med at politiet kommer, når man har brug for dem. Det skal der rettes op på.
Mange - især på venstrefløjen - har den opfattelse, at staten kan skabe velstand.
Men det kan staten ikke. Der findes ingen måde, hvorpå staten kan tvangsinddrive skatter fra borgerne, give pengene i støtte til
særlige økonomiske indsatsområder, og på den måde skabe mere velstand, end der ville være blevet skabt ved at overlade de økonomiske
beslutninger til markedet og det private initiativ.
Hvis staten havde kunnet det, ville den have skabt en evighedsmaskine til velstandsskabelse, hvor den først kunne beskatte borgerne,
investere i mere produktive virksomheder, der skaber større indkomster, beskatte disse igen og få et endnu større provenu end i
første runde og dernæst igen investere… i det uendelige, indtil vi alle ville være uendeligt rige. Tåbeligheden i den opfattelse kræver
vist ingen nærmere forklaring?
Den gode nyhed er, at man faktisk kan gøre noget. Her er en opskrift - sværere behøver det ikke være:
Nedlæg 40.000 offentligt stillinger. Det er hverken voldsomt eller uansvarligt. Det svarer bare til, at Danmark kommer tilbage
til en offentlig sektor på samme niveau som da Poul Nyrup var statsminister. Det kan klares over et par år ved at nyansætte lidt
færre, end der går på pension. Lad så de offentligt ansatte arbejde smartere og mere effektivt.
Fjern så efterlønnen - raske og rørige 60-årige må selv betale for deres egne golfmedlemskaber. Vismændene har peget på, at kun
15 pct. af dem, der går på efterløn, har et helbredsproblem. Det fortæller alt om, hvor stor en skandale efterlønnen er blevet til.
Udliciter mere af den offentlige sektor. Dansk Industri har gang på gang peget på potentialet. Det samme har Udliciteringsrådet.
Suppler med en effektiv implementering af ny teknologi og giv så borgmestre og forvaltningschefer nogle ordentlige
lederuddannelser og ledelsesværktøjer så umådeholdent forbrug og manglende styring kan kommes til livs.
Indfør en smule brugerbetaling - som en form for "selvrisiko" i bl.a. sundhedsvæsenet. Når svenskerne kan, så kan danskerne vel også? På den måde
man målrette ydelserne til dem, der har behov. Tjek f.eks. din seneste tandlægeregning, inden du råber "minimalstat" og "asocialt ultraliberalisme".
Ryd ud i den lange række erhvervsstøtteordninger, der blot er designet til at holde liv i ikke konkurrencedygtige virksomheder.
Det samlede besparelsespotentiale er med andre ord uden problemer mindst 80 mia. kr. Uden at det på nogen måde har gjort ondt.
Og så har vi endnu ikke sat spørgsmålstegn ved den næsten uendeligt lange liste af forskellige tilskud og subsidier som velmenende politikere i tidens løb har
fået indført og som for længst har overlevet de meninger der var med dem - men som nu nærmest er blevet "livsnødvendige"
for at undgå at Danmark går af lave.
Korts sagt: Skattekronerne skal bruges på borgerne og med omtanke - ikke på bureaukratiet i de offentlige kontorer. Derfor skal der ryddes op i den jungle af
regler og rapporteringskrav, der hæmmer den offentlige sektor i dag.
Derfor er jeg din folketingskandidat for Liberal Alliance i Københavns Omegns Storkreds
-Fordi det gør en forskel hvordan du sætter dit kryds.
|
|