Herlev Byråd kalder på forandring
– derfor gør det en forskel hvordan du sætter dit X
Politik er på mange måder stivnet i dogmer og i lysten til at være på den politiske
midte – stort set blottet for egne meninger og nye idéer. Kun hører man politikerne
ved enhver given lejlighed råbe op om mere regulering fordi nogle enkelte borgere
opfører sig anderledes end politikerne lige tænker er det eneste rigtige.
Visionært er det ikke. Ideologisk er det heller ikke. Man skal derfor redefinere
politikken og komme med nogle nye og – måske – utraditionelle løsninger.
Det er en fejl at tro at kommunen kan skabe vækst og velstand. Kommunen kan kun gøre
det attraktivt (eller det modsatte) for virksomheder – og derved arbejdspladser –
med den førte politik, som skal være erhvervsvenlig. Det er kun den enkelte borger
og virksomhed, der kan skabe velstand ved at vise initiativ og virkelyst. Al den
velstand, som politikerne taler om, kommer i bund og grund udelukkende fra folks
egen betaling af forskellige skatter og afgifter. Derfor bliver samfundet ikke rigere
af at have høje skatter og afgifter. Tværtimod bliver samfundet fattigere for hvert
led skatteydernes penge skal igennem fra det øjeblik de trækkes op af folks tegnebøger
og til de igen er blevet kanaliseret ud i form af de mange forskellige offentlige
velfærdsydelser og tilskud.
Samfundets – og navnlig politikernes – mål må ikke være at skabe lighed for enhver
pris, men derimod at bekæmpe fattigdom og marginalisering. Sagen er kort og godt
at man kan bruge penge på 4 forskellige måder:
1. Man kan bruge sine egne penge på sig selv
2. Man kan bruge sine egne penge på andre
3. Man kan bruge andres penge på sig selv
4. Man kan bruge andres penge på andre
Pointen er, at jo længere ned ad listen man kommer – jo mindre påpasselig bliver
man med pengene. Derfor skal politikerne holde sig for øje, at de skal afholde sig
fra at uddele populære ”gaver” (såkaldt velfærd) til borgerne for skatteydernes egne
penge til ”nice to have - opgaver” – altså tilskud, der, når alt kommer til alt,
ikke får samfundet til at bryde sammen, hvis ikke ”Det offentlige” betaler for dem
i større eller mindre omfang.
Politikerne skal kort sagt passe på skatteydernes penge som var de deres egne og
derfor nøjes med at bruge skatteydernes sparsomme midler til opgaver, der af forskellige
grunde ikke kan overlades til den enkelte selv at skulle betale for – altså opgaver
man med god ret kan betegne som ”need to have” – for at samfundet kan fungere tilfredsstillende.
Folk kan i bund og grund godt selv finde ud af, hvad der er godt og hvad der er skidt
og i øvrigt tage ansvaret for deres eget liv og til deres egen livskvalitet.
